I år er det 50 år siden, vi blev udsendt som missionærer til Tanzania. Vores rejste begyndte i august 2024, straks efter vi var blevet indsat i tjenesten i kirken.

Skrevet af Hannah og Egon Falk

Efter en lang rejse med overnatning i både Amsterdam og Nairobi og med to små børn, Tina på fire og Ruben på tre, der under rejsen blev syge, landede vi endelig i Kilimanjaros internationale lufthavn.

I lufthavnen var to missionærer, Peter Madsen og Ove Petersen, mødt op for at tage imod os. Det var vi ovenud glade og taknemlige for.

Chokolade fra Danmark

Første stop på vejen til Singida var ved kirken i Arusha, hvor vi begejstret delte ud af den store mængde chokolade, vi havde fået ved udrejsen fra Kastrup til de mange, dejlige børn, der nu kredsede omkring os.

Vi blev noget overraskede over, at Peter og Ove var misundelige på børnene. Vi var jo totalt uvidende om, at der ikke fandtes chokolade i Tanzania, så deres munde løb i vand.

Næste stop var New Arusha Hotel, hvor vi fik fish ’n’ chips, og da Egon elsker tomatketchup, tog han flasken og nærmest ”pøsede” ketchuppen ud over hele sin tallerken. Få minutter efter stod han med munden i brand, da det viste sig at være meget stærk chili. Men maden kom ned – vi anede jo ikke, hvornår vi ville få det næste måltid.

Hvad har jeg dog gjort?

Efter et par timers kørsel på asfaltvejen ud af Arusha by mødte vi en grusvej, som ikke lignede nogen vej, vi tidligere havde set i vores liv. Mørket var samtidig ved at falde på. Mens vi klamrede os til alt, vi kunne holde fast i, blev Egon grebet af en ubeskrivelig frygt. ”Hvad har jeg dog gjort?” sagde han til sig selv.

Da vi mange timer senere ankom til Singida, blev vi budt velkommen af Peters kone, Annelise, der havde lavet et godt måltid mad til os.

Vi blev indlogeret i gæstehuset, hvor toilettet lå udenfor og det var ikke spændende at gå derud om natten til lyden af hyænernes klagesang.

Hannah ”beordrede” mig til at dræbe de mange firben, der især kravlede på væggene. ”Ellers kan jeg ikke sove her”, forklarede hun, hvortil jeg svarede: ”Hvor vil du så sove?” Det fik jeg ikke svar på.

Bliver vores nye baby sort?

Indgangen til et missionærliv i et land, hvor alt manglede, var ikke let, og vi var ofte syge og blev meget tynde og underernærede.

At køre med de lokale busser, hvor sæderne var ”rent stål”, og air conditionen var luften, der kom gennem hullet, hvor forruden engang havde siddet. At sove i hytterne i senge, der ikke lignede senge, bade bag en indhegning lavet af mavehøjt græs og gå til det lille ”hul” i jorden, der udgjorde det for et toilet, alt i mens koret af børn bekendtgjorde: ”Nu går den hvide mand på toilet”, og at spise mad, der ikke lignede mad og lugtede ubeskriveligt, vendte op og ned på vores liv.

Også for børnene var Afrika en ny og forunderlig verden. Da Hannah et halvt år efter vores ankomst blev gravid, spekulerede Tina og Ruben meget på, om det nye barn mon blev sort. Heldigvis var vores lille babypige, som fik navnet Gitte, hvid som sin mor og far.

Dræberfolket

Under denne tid blev vi kendt med Barabaig-stammen, lokalt kaldet Wamangati-folket. Barabaigernes kultur siger, at en ung mand ikke får lov til at gifte sig, medmindre han med et spyd dræber enten en elefant, en løve eller et menneske. I stor desperation dræbte de unge mænd mange mennesker uden for deres stamme, og forholdene var ikke så lidt farlige.

Kun Jesus kan ændre sådan en kultur. Det var vi overbeviste om, og vi begyndte at række ud til disse mennesker, der var så meget anderledes end os. Mændene gik selvsagt altid bevæbnet med et spyd og ofte bue og pil, hvor pilespidsen var dækket med en gift, der kunne dræbe en elefant.

Kvinderne var som oftest klædt i skindklæder, der stank forfærdeligt og tiltrak i tusindvis af fluer. De var smykket med kobberringe om halsen, arme og ben, samt store tatoveringer i ansigterne, og desuden var de alle topløse.

Efter mange forsøg, hvor disse Barabaig-folk også blev meget vrede på os, var vi ved at miste modet og give op. Men selvom vores forsøg ikke var så succesfulde, blev ”Livets Ord” alligevel plantet i deres hjerter, og i dag er deres kultur helt forandret, og disse mord finder ikke længere sted.

I hele området er der i dag rigtig mange kristne, hvoraf flere pastorer og evangelister er uddannet på vores bibelskole, Academy of Leadership.

Et kald til mere

Under tiden i Singida blev det mere og mere klart for os, at Gud havde mere og noget andet i tankerne for os og vores fremtid.

Sammen med en gruppe unge mennesker begyndte vi at rejse rundt i hele Tanzania på de mange skoler, uddannelsessteder og universiteter for at evangelisere, vise film og holde koncerter og møder. Tusindvis af unge mennesker gav deres liv til Jesus i den periode.

En mand uden vision for fremtiden vil altid vende tilbage til sin fortid, og som et afrikansk ordsprog siger: “En løve vender sig ikke om, når små hunde gør!”

Vi følte stærkt, at vi ikke måtte ringeagte begyndelsen, men gå videre med Gud i vores livskald: at gå hvor end Gud ønskede at sende os for at fortælle mennesker om Jesus.

Rejsen, der begyndte for 50 år siden, er ikke slut endnu. Vi jager stadig mod målet.

Vær med til at forvandle liv

Arbejdet vokser stadig og nye døre åbner sig. Med din støtte kan vi fortsætte med at forvandle liv og nationer.