Tusindvis af mennesker mødte op, da NLO i februar afholdt en kampagne i Karatu, Tanzania. Mange menigheder stod sammen om fremstødet, som blev en ny start for mange mennesker – og for menighederne. 1204 mennesker blev registreret som ’frelsesøgende’, og mange mennesker vidnede om helbredelser og befrielser.
Af Jan Halvorsen, pastor i Norge
En ung mand stod hver aften på det samme sted foran platformen. Han sugede alt det, som Egon Falk prædikede, til sig og var synligt berørt af Guds Ånd. Den sidste aften gik jeg hen til ham og tog en af de lokale pastorer med. Den unge mand fortalte, at hans far var muslim og hans mor kristen. Han havde altid troet på Jesus, men var nu blevet dybt grebet af Ham. Det var tydeligvis en ny begyndelse for ham.
Mange andre unge blev berørt af Guds Ånd. På kampagnens sidste dag prædikede jeg i en menighed, der både havde børnekor, ungdomskor og voksenkor. Det fortæller mig, at evangeliet vinder frem i Tanzania gennem unge, der bringer budskabet om Jesus til deres generation.
Om formiddagen havde vi et seminar for de troende. De lovpriste Gud med sang, dans og instrumenter. Men New Life Outreach har også et stærkt element af tilbedelse på sine møder. På et seminar en af dagene ledte Egon Falk den store forsamling ind i tilbedelse. Mange fik en berøring af Guds herlighed og en smag på Himlen.
Byen Karatu oplevede Guds velsignelse den uge i februar, og de mange troende, som enten blev ”lagt til” eller blev opfrisket i troen, vil fortsætte med at påvirke byen fremover. Med de gode nyheder om, at Jesus lever i dag – og at alle som stræber og bærer tunge byrder kan komme til Ham og finde hvile.